2. januar 2020

BSB Industry ansætter salgsdirektør

Kristian Sloth skifter 2. januar titlen som interim salgschef ud med en fuldtidsstilling som salgsdirektør i BSB Industry.

Kristian Sloth

Ansættelsen af 50-årige Kristian Sloth som salgsdirektør glæder CEO i BSB Industry, Teddy Norsgaard Jørgensen.

"Samarbejdet med Kristian er lidt af en tretrinsraket. I 2017 faciliterede han vores strategiproces i kraft af sit arbejde som forretningsudvikler i Deloitte. Det gjorde han så godt, at vi valgte at ansætte han som konsulent og interim salgschef, da han i 2018 startede virksomheden Sloth Consulting", fortæller Teddy Norsgaard Jørgensen, der ser frem til at fortsætte samarbejdet i højeste gear.

"Kristian har i sit arbejde som konsulent og interim salgschef spillet en afgørende rolle i eksekveringen af salgsstrategien. Vi er på vej ind på det amerikanske, tyske og andre europæiske markeder, og for at få succes har vi i den grad brug for en salgsdirektør af Kristians kaliber. I BSB Industry er vi derfor glade for, at Kristian har valgt at takke ja til salgsdirektørjobbet", understreger Teddy Norsgaard Jørgensen.

Karrieren som selvstændig konsulent og forretningsudvikler blev kortere end forventet, men fuldtidsjobbet som salgsdirektør i BSB Industry byder på så mange spændende udfordringer, at Kristian Sloth aldrig for alvor var i tvivl, da han fik jobbet tilbudt.

"Vores samarbejde har lige så stille udviklet sig. Jeg har løbende fået flere timer, større ansvar og nye opgaver. BSB Industry er en spændende virksomhed med et stort udviklingspotentiale. Jeg glæder mig til at være en del af udviklingen på fuldtid", forklarer Kristian Sloth.

"En af mine vigtige arbejdsopgaver er at fastholde og udvikle kunder på det danske og de internationale markeder. Vi har flere spændende projekter i gang med eksporteventyr i blandt andet USA og Tyskland, og med fuldtidsstillingen får jeg endnu bedre tid til, sammen med alle de øvrige medarbejdere, at levere værdiskabende løsninger til vores kunder", fortæller Kristian Sloth.

Kristian Sloth er startet som salgsdirektør 2. januar 2020.