3. juni 2019

BSB Industry tager første spadestik til nyt eksporteventyr på det amerikanske marked

BSB Industrys Anchor Cages mødte stor opmærksomhed på den netop afholdte AWEA WINDPOWER 2019 Conference i George R. Brown Convention Center i Houston Texas.

AWEA WINDPOWER samler hvert år alle store aktører i den amerikanske vindindustri og producenter, leverandører og købere fra flere end 50 forskellige lande. I år havde konferencen for første gang deltagelse af BSB Industry, og besøget blev ifølge Sales Manager Kristian Sloth en succes.

"Vi har haft nogle gode dage i Houston, hvor vi oplevede stor interesse og en spirende efterspørgsel på vores Anchor Cages, der er en løsning, som forankrer vindmølletårnet til fundamentet på landvindmøller", forklarer Kristian Sloth, der var rejst til Houston sammen med CEO i BSB Industry Teddy Norsgaard Jørgensen for at promovere løsningen og skabe kontakter ind på det amerikanske marked.

Totalløsning er interessant for amerikanske entreprenører

Konferencen overbeviste Sales Manager Kristian Sloth og CEO Teddy Norsgaard Jørgensen om, at der er basis for et eksporteventyr til det amerikanske marked.

"Det amerikanske marked inden for vindindustrien vækster kraftigt, og det virker til, at efterspørgslen på Anchor Cages er større end udbuddet. De lokale entreprenører ville i hvert fald rigtig gerne tale med os. De ser det som en klar gevinst, at vi kan tilbyde en samlet løsning med bolte, skum, plader og hvad der ellers bliver brugt til opsætningen. Totalløsningen er attraktiv, og i kombination med lidt lavere stålpriser i Europa, oplever vi en god konkurrenceevne", forklarer Kristian Sloth.

CEO Teddy Norsgaard Jørgensen på AWEA WINDPOWER 2019
CEO Teddy Norsgaard Jørgensen på AWEA WINDPOWER 2019

DWEA og The Trade Council er med til at bane vejen

BSB Industry deltog i konferencen sammen med en række danske virksomheder gennem organisationen Danish Wind Export Association (DWEA), der arbejder på at fremme danske interesser internationalt.

"Danske virksomheder har et godt internationalt ry inden for vindindustrien. Kombineret med et godt samarbejde med såvel DWEA og The Trade Council (tidligere Eksportrådet) har det gjort vores vej ind på det amerikanske marked lidt nemmere", fortæller Kristian Sloth og kommer med et konkret eksempel på den hjælp Lunderskov-virksomheden har fået.

"The Trade Council bookede i kraft af deres netværk en række møder for os med entreprenører. Når vi ikke var optaget af de møder, opsøgte vi selv interessante samarbejdspartnere", forklarer Kristian Sloth, der til september vender tilbage til USA for at drøfte det videre samarbejde med de potentielle købere og samarbejdspartnere.

"Vi har en klar forventning om, at Anchor Cages bliver en succes på det amerikanske marked. Nu er første spadestik taget, og vi glæder os til at arbejde målrettet på at sikre endnu en dansk eksportsucces til USA", understreger Kristian Sloth.

Kontakt

Kristian Sloth

Kontakt

Teddy Norsgaard Jørgensen