Vores første opgave var at skifte tag på Sjølund Maskinfabrik. Vi tog opgaven for at skaffe penge til en bil, maskiner og noget værktøj. Kontoret bestod af en kommode, og stolen var en halmballe, husker Benny og Bjarne Elneff grinende.
Siden fik den lille nystartede maskinfabrik opgaver hos LM Wind Power, der dengang hed LM Glasfiber.
Vi gik hos LM Glasfiber fra tidlig morgen til kl. 16. Om aftenen arbejdede vi i hestestalden, hvor vi lavede de stumper, vi skulle bruge til næste dags opgaver. Vi havde så travlt, at der kom to - tre gutter og hjalp os i deres fritid. Det var lange dage, men det var fedt, fortæller Benny og Bjarne Elneff, der glæder sig over, at LM Wind Power den dag i dag stadig er en vigtig kunde.
Det landbrugsuddannede brødrepar byggede selv maskinfabrikkens første domicil på Kongsbjerg.