Kræft rammer hver tredje dansker og gør mange til pårørende. Vi kommer alle – på en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt i vores eget liv – i berøring med kræft. En sygdom, der hver dag koster 43 danskere livet.
- I dag lever knap 374.000 danskere med eller efter kræftdiagnose. Den gode nyhed er, at to ud af tre overlever en kræftsygdom. Men i BSB Industry vil vi gerne være med til at sætte barren lidt højere op. Derfor støtter vi Kræftens Bekæmpelse og kampagnen Knæk Cancer, der har som mål at færre skal få kræft, og flere skal overleve, fortæller Claus Iwersen, der er Partner og CFO i BSB Industry.
Et liv uden kræft
Kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark, men flere og flere overlever takket være forskning og bedre behandling.
- Knæk Cancer er Danmarks største indsats mod kræft. I BSB Industry vil vi gerne stå sammen med danskerne om at komme kræften til livs. Vi ved godt, at vores støtte ikke gør det alene. Der findes ikke en mirakelkur, men med vores og alle danskernes flotte bidrag kan vi sammen gøre en kæmpe forskel, understreger Claus Iwersen.