1. juli 2021

I har gået til stålet. Tak!

Klik og læs Teddy Norsgaard Jørgensens sommerhilsen til medarbejderne i BSB Group.

CEO i BSB Industry Teddy Norsgaard Jørgensen

Endelig! Efter knap halvanden år med covid-19 er vi på vej mod mere normale tilstande. Mundbindene er smidt i skraldespanden, og vi kan igen mødes i festligt lag, spise ude og hygge os sammen med dem, vi holder af.

Covid-19 pandemien har krævet en ekstraordinær stor indsats af alle. Mens det administrative personale, salg og customer service i årets første måneder arbejdede ihærdigt fra hjemmearbejdspladsen, knoklede maskinarbejderne i produktionen i både Polen og Danmark.

Jeg vil gerne sige til jer alle, at I har gjort det fantastisk. I har holdt gang i forretningen, løbet stærkt og kæmpet for at indfri vores tårnhøje ambitioner om at øge omsætningen, fastholde og styrke kvaliteten, samtidig med at vi har en god arbejdsplads med et sikkert og trygt arbejdsmiljø.

I skal vide, at jeg – og alle ledere i BSB Group – sætter stor pris på jeres indsats. I er fundamentet for den succes, vi oplever og årsagen til, at vi kan rykke, når eksempelvis Vestas og andre kunder i vindbranchen og industrien vælger os som samarbejdspartner.

Ny strategi og masser af projekter

Årets første 6 måneder har været travle og spændende. Efter ombygningen på Industrivej sidder administrationen igen samlet i Danmark, vores supply chain solution er rykket ind på Vingen, og der er investeret i nye maskiner i såvel Danmark som Polen.

Vi står skarpere end nogensinde før på QHSE, og så har vi født BSB Groups nye, ambitiøse 3-årige vækststrategi, der blandt andet sætter spot på, hvordan vi som en global leverandør af stålkomponenter, konstruktioner og specifikke løsninger kontinuerligt skaber værdi for vores kunder.

Tak for jeres indsats i årets første 6 måneder. I har virkelig gået til stålet og gjort en positiv forskel for BSB Group. Nu venter en velfortjent sommerferie lige om hjørnet. Nyd ferien hvad enten den skal holdes i Danmark, i Polen eller i udlandet under varmere himmelstrøg.

Jeg ønsker dig og din familie en rigtig god sommerferie. Pas godt på hinanden.

Teddy Norsgaard Jørgensen
CEO

Bliv ringet op

Har du spørgsmål om produkter og løsninger, eller ønsker du et uforpligtende tilbud?

Tak for din henvendelse. Vi kontakter dig hurtigst muligt.